Tysk læseklub i efteråret 2019

Min gode tyske læseklub findes stadig og er i mellemtiden flyttet fra Literaturhaus i Møllegade til Goethe-Instituttet i Københavns centrum. Her til efteråret skal vi læse fire romaner. Og jeg er især spændt på at høre, hvad mine klubvenner synes om Terézia Moras Alle dage. Alle dage er min første skønlitterære oversættelse. De andre bøger glæder jeg mig til at læse for første gang.

Reklamer

Glad pessimisme på østrigsk!

I Alte Meister mestrer Bernhard sin egen stil (og kunne man egentlig kalde det for sin egen genre?) til perfektion. Der er overdrivelser, gentagelser, pessimisme, selvmodsigelser og bidende humor i overflod. I året 1985, hvor bogen udkom, – Bernhard døde i 1989 – må forfatteren allerede selv regnes til en af de gamle mestre i skrivekunsten.

Er man i øvrigt en ny læser af Thomas Bernhard, kan jeg varmt anbefale at begynde med bogen Goethe schtirbt (og ja, kære tysklærer, titlen er stavet rigtigt!), som er en samling fortællinger, der stort set indeholder alt det Bernhard er kendt for og som udkom på forlaget Suhrkamp i 2010.

Selve handlingen i Alte Meister er overskuelig. Jeg-fortælleren Atzbacher står på Kunsthistorisches Museum i Wien og iagttager sin 82 år gamle ven Reger, der sidder på en plysbetrukket bænk i museets Bordone-sal for at iagttage Tintorettos maleri ”Den hvidskæggede mand”. De to mænd har en aftale om at mødes der på museet en time senere, da Reger gerne vil sige noget vigtigt til Atzbacher. Atzbacher har besluttet at komme tidligere for at kunne iagttage Reger. Samtidig bevæger kustoden Irrsigler sig gennem museets sale. Kommunikationen mellem de tre herrer foregår ved hjælp af blikke og håndtegn. (Lige netop dette fysiske set-up er meget smukt gengivet i Nicolas Mahlers tegneserieudgave af Bernhards roman, som udkom på Suhrkamp Verlag i 2011.) I slutningen af bogen, da Reger og Atzbacher mødes bliver dette noget, som Reger har svært ved at få sig selv til at sige, sagt. Tre gamle mænd, der sidder, står og går en lørdag formiddag i et kunstmuseum i Wien… det er plottet!

Alligevel kommer vi hele vejen rundt om næsten alle Bernhards yndlingsemner på denne formiddag. Kunstens rolle, musikken, filosofien, katolicismen, forholdet mellem lærere og elever, det forhadte østrigske samfund, staten, fortvivlelsen ved at være menneske. Det sker ved hjælp af Regers enetaler, der i bogen gengives i indirekte tale af Atzbacher, som både citerer fra sine egne samtaler med Reger, men også refererer fra de samtaler Irrsigler har haft med Reger (”sagte er”, ”so Irrsigler”, ”sagt Irrsigler, weil es Reger so oft sagt” osv.)

Regers taleflod er skrevet i den musikalske Bernhardske stil, som man nemt kan blive afhængig af, hvis man ikke er det i forvejen. Vilde teser (det er langt bedre at begrænse sin læsning til tre sider af en bog end at læse hele bogen fra start til slut) afløses af rablende tirader (skolerne i almindelighed og lærerne i særdeleshed ødelægger børnene), som understreges af Bernhards orddannelser (”Wir sehen, wohin wir schauen, nur Staatskinder, Staatsschüler, Staatsarbeiter, Staatsbeamte, Staatsgreise, Staatstote, das ist die Wahrheit.”) Gentagelserne (”… denn Reger forderte nichts mehr als die Pünktlichkeit, wie ich selbst auch immer nichts mehr fordere als die Pünktlichkeit, die Pünktlichkeit ist mir tatsächlich im Menschenumgang das Allerwichtigste. Ich ertrage nur die Pünktlichen, ich vertrage keinen Unpünktlichen.”) overgår overdrivelserne (”Die Unpünktlichkeit ist eine Krankheit, die zum Tode des Unpünktlichen führt, so Reger einmal.”) og danser med absolutterne (”bis in die kleinsten Einzelheiten hinein perfekt” – om et toilet, ”den primitivsten und allerscheußlichsten Blättern“ – om de østrigske aviser).

Der er vist ikke mange emner, som Reger ikke har en mening om. Hvis jeg skulle remse alle de temaer og variationer op, som Bernhard kører igennem Regers og Atzbachers velsmurte meningskværn, ville det ende med lange citater og i værste fald med en afskrivning af hele bogen. Jeg vil begrænse min citationslyst til følgende citat, som passede så godt til denne sommer: ”So lernte ich zum ersten Mal einen Engländer kennen, der mir absolut sympathisch gewesen ist, sagte Reger, denn die Engländer im allgemeinen sind mir nicht sympathisch, wie die Franzosen übrigens auch nicht, wie die Polen auch nicht, wie die Russen auch nicht und ganz zu schweigen von den Skandinaviern, die mir immer unsympathisch gewesen sind. Ein sympathischer Engländer ist eine Kuriosität, hatte ich bei mir gedacht…” (s. 149) Da en tyskkyndig engelsk ven netop sendte mig dette citat på sms dagen efter Brexit-afstemningen, kunne jeg ikke lade være med at grine og græde samtidig. Bernhard rammer plet, hvis man tillader sig at lade de såkaldt positive tanker ligge et øjeblik.

Thomas Bernhard, Alte Meister, Suhrkamp Verlag 1985, 310 s.

Et helt liv

Et helt liv af Robert Seethaler er en virkelig smuk perle af en roman uden et gram for meget, som jeg til enhver tid ville anbefale som læsning til læsere, der godt kan lide at tænke over livets eksistentielle spørgsmål uden at reducere dem til platte klichéer.

Som titlen antyder, handler romanen om et helt liv. Vi får således Andreas Eggers historie fra det øjeblik han som 4-årig ankommer hos sin plejefamilie i året 1902. Plejefamilien lever i en dal, der er omgivet af sneklædte bjergtoppe. Med nogle få undtagelser, livet som arbejdsmand hos et firma, der sætter tovbaner op, udsendelsen som soldat i 2. verdenskrig, og en bustur til den næste store by som gammel mand, kommer Andreas til at tilbringe resten af sit liv samme sted. Plejefamilien har ingen kærlighed at give af, og faren slår drengen så hårdt, at Andreas i en alder af ti år får brækket noget i lænden, hvilket får ham til at humpe resten af livet. Andreas har ikke meget sprog til rådighed, og indtil hans første skoleår taler han knapt nok: ”Mit Mühe hatte er sich eine Handvoll Wörter zusammengesammelt, die er in seltenen Momenten in beliebiger Reihenfolge aufsagte. Reden hieß Aufmerksamkeit bekommen, und das wiederum verhieß nichts Gutes.”

Det sprog, som hovedpersonen Andreas mangler, har forfatteren Robert Seethaler til gengæld! Sprogtonen er konservativ og lakonisk. På en ligefrem måde beskriver Seethaler et hårdt og fattigt liv med dets højdepunkter og katastrofer. Højdepunkterne er Andreas’ uventede store kærlighed til tjeneren Marie, som han bliver gift med, stoltheden over det arbejde han udfører ved tovbanen (sprængninger i bjergene) og hans fysiske sejhed på trods af handicappet.

Seethaler koncentrerer sig om begivenhederne og handlingerne i Andreas’ liv. I disse handlinger er der dog tilstrækkelig plads til at se, hvilket menneske Andreas er, og hvad han er i stand til at sanse. Især åbningsscenen i bogen er stærk. Her bærer Andreas en gammel døende mand, Hörnerhannes, ned fra hans bjerghytte i en snestorm for at han kan få hjælp i dalen. Efter lang tids tavshed begynder de at tale sammen om døden. Hörnerhannes slutter samtalen af med at erklære, at døden er ”Den kolde dame” og beskriver hvordan den kolde dame uden ansigt og stemme tager, hvad hun vil have. Til sidst i romanen møder Andreas Eggers denne kolde dame, da han dør, dog møder han en mildere udgave af den.

Samtidig med Andreas’ historie får vi også et glimt af den større historie, tovbanerne i bjergene, der medfører turisme og dermed en invasion af bymennesker, der står på ski, bestiger bjerge og bor på hoteller. Andreas bliver indkaldt som soldat på et tidspunkt, hvor Tyskland de facto allerede har tabt krigen. Han ender i russisk krigsfangenskab, overlever og løslades først sent i 1950’erne. Skildringen af krigen, som Andreas oplever den, er barsk, men lige så smukt og tilbageholdende fortalt som resten af romanen. Der er elementer af kritik af det moderne og larmende liv med elektricitet, fjernsyn, udisciplinerede skolebørn og selvoptagede turister, men ingen romantisering af tiden forinden.

Hovedpersonen er ikke nogen helt, men alligevel et helt menneske. Jeg er spændt på at se, om bogen får lige så stor succes i Danmark, som den fik i Tyskland, hvor den holdt sig på bestsellerlisterne i månedsvis.

Robert Seethaler, Ein ganzes Leben, Hanser Berlin 2014, 192 s.

Noveller som raketter i nattehimlen

Karen Köhlers novellesamling handler om livets store begivenheder og eksistentielle spørgsmål: At blive syg af kræft i en alt for ung alder, kærlighedssorg, alderdom, død, selvmord, diskrimination på baggrund af race eller seksualitet. Hovedpersonen befinder sig som regel i en dramatisk situation (med solstik på en tankstation i Death Valley i USA, døende i en kold russisk skov i 70 års-alderen, kræftsyg med stomipose og udsigter til endnu mere strålebehandling og flere operationer, forklædt som vandmand på underholdningsscenen af et krydstogtsskib eller med sovepose, lommelygte og dagbog, men uden mad og drikke på et fugletårn i en tysk skov). Hovedpersonen og jeg-fortælleren er som regel en forholdsvis ung kvinde i alderen 25-35 år og tonen er tilsvarende ”cool” og ung. Hovedpersonerne er kreative sjæle (kunstnere, skuespillere, livskunstnere), der har et godt blik for det skæve i verden, også midt i en depression. De eneste undtagelser fra denne regel er historierne ”Name. Tier. Beruf” og ”Findling”, hvor det er en 70-årig kvinde, der aldrig har set andet af verden end en kold russisk skov, sin egen familie og et intellektuelt ægtepar fra Moskva.

Novellerne benytter sig af forskellige former. Der er både en monolog på postkort, dagbogsoptegnelser fra et usædvanligt selvmord, et selvbiografisk brev til en fremtidig læser og familieportrætter i kortprosa. Som læser bliver jeg præsenteret for en situation uden baggrundsviden. De forudgående hændelser, der har skabt den nuværende situation, afsløres først drypvist igennem historierne. Stilen er kort, frisk og på nogle punkter overraskende. Næsten alle historier indeholder humoristiske elementer, sproglig vid og delvis poetiske kvaliteter (”Hier sind die Zitronen groß wie Bauarbeiterfäuste.“ „Ich sitze an der Streitmaschine und breche alle Regeln.“), som får historierne til at virke lette på trods af de store emner. Særligt i postkortsamlingen af en ung kvinde i historien ”Polarkreis”, der spontant er rejst væk fra sin kæreste og har slukket for mobiltelefonen, sandsynligvis for at finde ud af, om hun skal svare ja til kærestens frieri, virker den korte form meget overbevisende. Der er skarpe iagttagelser af f.eks. turisternes Rom eller Pompeji, som bliver punkteret af vægtige sætninger, som: ”P.S. Ich weiß, ich schulde Dir alles. Eine Erklärung. Eine Antwort. Ein Leben vielleicht.

Denne kontrast mellem behandlingen af eksistentielle spørgsmål og den sproglige uhøjtidelighed gør, at bogen bliver meget let at læse. Wir haben Raketen geangelt rammer mig ikke på et dybere plan, men samtidig indrømmer jeg, at novellerne er spændende på det helt elementære plot-niveau. Især den sidste historie falder helt uden for rammen af det, som jeg havde forventet efter alle de andre historier, hvor vi har mødt unge mennesker, der rejser langt og mister al deres bagage. Her skriver en gammel kvinde en slags testamente fra et meget anderledes liv. Hendes familie er sandsynligvis flygtet ud i en skov pga. religiøs undertrykkelse i Sovjetunionen, da hun var spæd. Hun lever et langt liv i en hård kamp med naturen og mister efterhånden hele sin familie. Der er ingen naturromantik, men alligevel et eksistentielt spørgsmål om, hvad der er vigtigt i livet og en formidabel forestillingsevne ift. at livet også kan være anderledes umoderne.

Karen Köhler, Wir haben Raketen geangelt, Hanser 2014, 248 s.

Manglende respekt for grammatikken

Vielleicht Esther har været forårets bedste bog for mig. Faktisk er den pga. sine korte kapitler så hurtigt læst, at jeg nu er i gang med at læse den for anden gang. Petrowskajas ”historier” er skrevet med en friskhed og frækhed, som jeg ikke synes jeg har mødt særlig tit i erindringslitteraturen, når den handler om at genfinde sin jødiske familie, 2. verdenskrig og livet i Sovjetunionen. De er på ingen måder fiktive i den forstand, at jeg-fortælleren ligger langt fra forfatteren. Det fiktive i disse historier består snarere i, at forfatteren afdækker fiktionsprocessen i rekonstruktionen af sin families historie, løgnens nødvendighed og lyst lige der, hvor hele historien er fortabt. Historiens grammatik og især konjunktiv bliver til et centralt emne i hendes refleksioner. Jeg-fortælleren besøger sammen med den 11-årige datter et tysk museum (DHM i Berlin?): ”…da fragt mich meine Tochter in lautem Flüstern, wo sind wir hier? wo sind wir hier in dieser Tabelle, Mama? Eigentlich müsste man die Frage nicht im Präsens, sondern im Imperfekt stellen und im Konjunktiv, wo wären wir gewesen, wenn wir damals gelebt hätten, wenn wir in diesem Land gelebt hätten – wenn wir jüdisch gewesen wären und damals hier gelebt hätten. Ich kenne diesen mangelnden Respekt vor der Grammatik…”

Katja Petrowskaja, Vielleicht Esther, Suhrkamp 2015, 285 s.

Livets herlighed ifølge Kafka

Så lidt et tællelys på en sommerdag vækker opmærksomhed, så forunderligt kan det lyse op i mørkets dyb. Kumpfmüllers fiktionalisering af Franz Kafkas lykkelige kærlighed, ja, du læste rigtig, Franz Kafkas lykkelige kærlighed, beskriver dette sarte lys, som kastede sit skær i et mørke, der var sammensat af det tyvende århundredes sorteste skygger.

Franz Kafkas personlige skygge, den nådesløse tuberkulose, udvikler sig, og vi følger ham i hans sidste år, før han må bukke under for den. Under et af familiens mange tapre forsøg på at få ham helbredt i en tid, hvor penicillinen endnu ikke var opfundet, møder vi ham på et feriested ved Østersøen. Her træffer han den 15 år yngre Dora Diamant, som arbejder på et andet nærliggende feriested ved navn Kinderglück ejet af Jüdisches Volksheim. Endelig oplever Kafka noget, intet i hverken hans forfatterskab eller biografi har givet forvarsel om. Han oplever glæde, kærlighed og lykke.

Dog de kollektive skygger, inflation og økonomisk depression, truer med at knuse det forelskede par, der først etablerer sig i Berlin. “Hver anden dag står udlejeren og siger en ny pris. I slutningen af august var det 4 millioner, siden da er den steget til siger og skriver en halv milliard.”

Men læs blot trygt “Die Herrlichkeit des Lebens”, som en lille, forsigtig flamme er denne roman om lykkelig kærlighed, her smukt og nænsomt fortalt af Kumpfmüller. “Han siger, at han aldrig bliver færdig med hende. Ville han en dag blive det, måtte han falde død om på stedet, og på den måde bliver jeg dog i grunden udødelig.”

Som vi ved, blev det ikke kærligheden til Dora, der kom til at udødeliggøre Kafkas navn, men hans forfatterskab. Alligevel er “Die Herrlichkeit des Lebens” en stille og medrivende roman om tragedie og lykke i hinandens favntag.

Michael Kumpfmüller, Die Herrlichkeit des Lebens, Kiepenheuer & Witsch 2011, 240 s.